Ad pkt. 1: Valg af dirigent
Carsten Lemann Bunch blev foreslået som dirigent og blev valgt med akklamation. Carsten startede med at konstatere at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og at der var 23 stemmeberettigede medlemmer og 1 fuldmagt tilstede samt 5 medlemmer uden stemmeret.
Ad pkt. 2: Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
Jens Revall indledte med at henvise til den skriftlige årsberetning. Dernæst takkede han de mange frivillige kræfter der har ydet en stor indsats i løbet af året. En indsats som er uvurderlig og danner grundlaget for klubbens trivsel og udvikling. Her blev instruktørerne på både inrigger og kajak fremhævet. Deres indsats er afgørende for at nye medlemmer føler sig velkommen og forbliver som medlemmer på længere sigt.
Det blev oplyst at der er 12 medlemmer som har gennemgået kortturs styrmandskurset og som vil være klar til den praktiske prøve, når de i løbet af sæsonen har opnået tilstrækkelig med roerfaring. Fremover vil det være en integreret del af rouddannelsen og man kommer på korturs styrmandskursus.
Der har været høj aktivitet i vinterhalvåret med e-roning, funktionel træning og vinterbadning mm. og det er hensigten at den aktivitet fortsætter når vi skal på vandet fra 29/3-25 så vi kan få roet nogle flere kilometer.
Der blev opfordret til, at medlemmerne i de kommende uger møder op og medvirker til at hele materiellet er i orden til sæsonstart, samt at der bliver taget svømmeprøve og prøvet kæntringsøvelse.
Endelig oplyste Jens at vi har fået en donation på kr. 25000 fra puljemidlerne til indkøb af nye sammenklappelige borde og lette stabelstole, så det bliver lettere at benytte vores klublokale de mange aktiviteter der foregår.
Der var ingen bemærkning til beretningen hvorefter den blev enstemmigt godkendt.
Ad pkt. 3: Forelæggelse af regnskabet for det forløbne år.
Sanne Møller gennemgik det udsendte reviderede regnskab og det blev enstemmigt godkendt uden bemærkninger.
Ad pkt. 4: Fremlæggelse af budget (herunder fastsættelse af kont.).
Sanne gennemgik det fremsendte budgetforslag og bemærkede at det er baseret på uforandret kontingent i forhold 2024. Budgetforslaget blev enstemmigt godkendt.
Ad pkt. 5: Behandling af eventuelt indkomne forslag.
Der er ikke fremsat forslag til behandling.
Ad pkt. 6: Valg til bestyrelsen.
Valg af formand for 2 år – der var ingen andre kandidater end Jens Revall, hvorfor han blev valgt med akklamation.
Valg af sekretær for 2 år – Charlotte Chytræus blev valgt med akklamation
Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer – Allan Dalager Pedersen og Kim Boyborg blev begge valgt med akklamation.
Ad pkt. 7: Valg af udvalgsformænd efter behov jf. § 12 stk. 4.
- Husforvalter: Allan Dalager Pedersen genvalgt
- Festudvalg: Anne-Mette Christoffersen og Henrijette Sejer blev valgt
- Uddannelse og turaktiviteter: Carsten Lemann Bunch blev genvalgt
- Digitalisering: Vakant
- Vinteraktiviteter: Anja Revall blev genvalgt
- Sociale aktiviteter: Anja Revall blev genvalgt
Ad pkt. 8: Valg af to revisorer og en revisorsuppleant.
Gert Juul og Mariann Hjertoft blev begge genvalgt. Revisorsuppleant Bjarne Mortensen blev genvalgt.
Ad pkt. 9: Eventuelt
- Enrique Ojeda efterlyste flere hjælpere til at lave mad ved vores klubaftener med fællesspisning og oplyste at det med de stigende priser på madvarer vil være nødvendigt at hæve prisen med kr. 10 til kr. 50 for et måltid. Der var tilslutning at prisen blev hævet og det blev oplyst at Jonas Jakobsen og formiddagsholdet godt ville være med på holdet. Det blev konkluderet at der blev lavet en liste over hvilke dage der skulle laves mad, hvor de som vil være med til at lave mad kan skrive sig på. Interesserede kan henvende sig til Anja som vil sørge at få det sat i system.
- Anja Revall oplyste at alle redningsveste er blevet kontrolleret og på nær en enkelt er blevet godkendt og kan anvendes når rosæsonen starter. Hun efterlyste de få redningsveste som medlemmer har taget med hjem og bad om at de blev bragt ned i roklubben så de kan blive kontrolleret. Det blev bemærket at det er styrmandens ansvar at redningsvesten er godkendt og at det at bære en vest der ikke er godkendt kan medføre at man ikke kan komme ud og ro.
Herefter var der ikke flere punkter, hvorefter Carsten kunne afslutte generalforsamlingen og takke for god ro og orden.
Jens Revall
Referent
Jens Revall Carsten Lemann Bunch
Formand Dirigent