Svømning hver mandag fra 2/10-2023
Så starter svømning igen. Vi svømmer hver mandag i Greve Svømmehal fra kl. 20 – 21, med første gang 2/10. Svømningen kører over hele vinteren frem til udgangen af april måned, dog undtaget mandage i skoleferierne, dvs. efterårsferie, juleferie, vinterferie og påskeferie. Alle dage vil blive skrevet på holdsport, hvor man skal tilmelde sig.
For at få adgang til svømmehallen skal du have et svømmebånd. Hvis du har et fra tidligere år kan det fortsat anvendes. Hvis du ikke har et kan du få Hos Lene Petersen. Der skal betales et depositum på kr. 50 for båndet.
De første to mandage vil Lene være tilstede i svømmehallen fra kl. 19.30 og sælge svømmebånd og informere nye medlemmer om forholdene. Hvis du ikke kan møde en af disse dage så kontakt Lene på tlf. 21270781 og aftal nærmere.
Det er god motion at svømme og samtidig kan du aflægge din svømmeprøve så du er klar til komme på vandet næste år.
Standerstrygning lørdag 28/10-23 kl. 14.30
Vi nærmer os tiden hvor det er ved at være slut med rosæsonen og 28/10-23 kl. 14.30 sætter vi punktum for rosæsonen 2023. Vi stryger standeren og bagefter bliver der serveret grillpølser mv. til de fremmødte.
Men inden vi når så langt skal vi have taget broen ned, så den ikke tager skade i den kommende vinter. Desuden skal vi have gjort rent i klubhuset og gjort klart til de mange vinteraktiviteter.
Så vi møder op allerede kl. 08.30 til lidt morgenbrød og fordeling af opgaver. Se i øvrigt nærmere herom i artiklen fra bygge- og materialeudvalget.
Pointkaproning 2023
Efter 7 aftener med kaproning er stillingen som følger:
Inrigger
Resultat 24/5-23 + 7/6-23 + 21/6-23 + 9/8-23 + 23/8-23 + 6/9-23 + 20/9-23
Carsten Lemann Bunch | 4+1+2+3+4+4+4 = 22 |
Jonas Jacobsen | 1+4+4+4+4 = 17 |
Rosa Møller | 1+4+3+4+4 = 16 |
Jens Revall | 3+4+4+4 = 15 |
Curt Sørensen | 1+3+3+4+4 = 15 |
Anne Mette Ojeda | 1+2+4+4+4 = 15 |
Pernille Kjeldsen | 3+4 = 7 |
Ingrid Madsen | 4+1 = 5 |
Michael Brandt | 3+1 = 5 |
Michael Kjeldsen | 3 |
Sanne Møller | 1 |
Kajak
Resultat 24/5-23 + 7/6-23 + 21/6-23 + 12/7-23 + 23/8-23 + 6/9-23
Katja Aakermark | 4+4+4+4 = 16 |
Gitte Lund Christensen | 3+3 = 6 |
Søren Binderup Thomsen | 2+2 = 4 |
Kim Højgaard Ravn | 4 |
Mogens Wulff | 4 |
Tanja Frej Aasted | 1 |
Gry Lærke Jensen | 1 |
Der resterer 2 gange hvor der skal dystes om point inden standerstrygningen, så der kan sagtens nå at ske ændringer på resultatet om hvem der skal være individuel klubmester 2023
Fællesspisning og pointkaproning
I oktober bliver der pointkaproning 2 gange med efterfølgende klubaften og fællesspisning. Den 4/10 er det Kirsten der står for maden og kræser for os, og sidste gang i denne rosæson er 25/10, hvor vi håber at Mariann atter kan være med igen. Menuen kommer senere, men skriv det allerede i kalenderen, for kvaliteten og hyggen er altid i top. Tilmelding er som sædvanlig på Holdsport eller ved kontakt til Jens Revall.
Fællestur til Lyngby sø, Bagsværd sø og Furesøen
Ingrid har skrevet nedenstående og taget de flotte billeder:
Så smuk en efterårsdag der var valgt til en tur på Lyngby, Bagsværd og Furesø.
Vi lånte båd i Lyngby roklub , nød at se alle de ungdomsroere, der gled let og elegant afsted i sculler.
Med mere adstadigt tempo besigtigede vi Bagsværd sø hvor der senere skulle være sprint i kano og kajak.
Smuk tur op ad Mølleren inden vi fik hevet fireren over slusen
Rundt på Furesøen fortalte Curt mange spændende ting fra sit barndoms område. En kaffepause og badetur blev det også til.
Hvilken fantastisk dejlig dag med gode rovenner
Nyt fra udvalgsarbejdet
Der har allerede været godt gang i de forskellige udvalg som blev etableret på medlemsmødet 15/8. Her følger det som er kommet ud af arbejdet indtil nu.
Bygning og Materialeudvalg
Udvalget har udarbejdet følgende plan:
Vi tog udgangspunkt i beskrivelsen formål og opgaver for udvalget
Vi har en forventning om, at medlemmerne som hidtil melder til Allan, hvis robåde, kajakker, bådvogne mm. Er beskadiget. Det skal dog bekræftes, at Allan indvilliger i denne aftale.
Redningsveste tjekkes i februar 2024
Vedligeholdelse af klubben: Se nedenstående
Keld vil fortsat være ansvarlig for indkøb af diverse jf. sidste punkt i opgavebeskrivelse
Den 28/10-2023 i forbindelse med standerstrygning inviterer vi til hovedrengøring, afrensning af alger på terrassen og nedtagning af bådebro, inkl. morgenbrød og let frokost
Den 30/9-2023 har vi arbejdsdag kl. 8.30- 16.00
Her er der en række arbejdsopgaver som skal løses jfr. nedenfor:
”Need to do”
Gelænder fra havnen op til tarassen ca. kr. 500,-
Klubhus males udvendigt vigtigst er siden med nye vinduer ca. kr. 3000,-
Tjekke tagrender
Sikre terrasse hertil skal bruges skruer 90-100 mm ca. kr. 200,-
Elinstallation i dameomklædning
”Nice to do”
Saunaovn, som er mere energirigtig
Klapborde til ”stuen” (udskiftning af de tunge borde, som vi har i dag).
Tørrestativ til håndklæder kr. ca. 500,-
Borde og bænke udenfor slibes og males kr. ca. 1000,-
Endelig har Tina og Olav modtaget et tilbud om at vi kan få deres køkken mod selv at tage det ned og hente det.
Det er fastsat til den 26/9-2023 kl. 17-20, hvor vi skal bruge ca. 6 personer + 2 x trailere til at tage køkkenet ned.
Inden denne dag skal der laves en grundig oprydning og udsmidning i køkken og træningsrum.
Bestyrelsen har givet nedenstående tilbagemelding på den gode plan der er lavet:
Det er et fint oplæg der er lavet. Med hensyn til de opgaver som I gerne vil sætte i gang, er der taget initiativ til at få malet facaden ud mod havnen. Der er indkøbt en bøtte maling til formålet. Med hensyn til maling af resten af huset, skal det oplyses at det ikke er mere end 5 – 6 år siden hele huset blev malet, så det trænger måske ikke så meget lige nu.
De andre opgaver lyder fornuftige og omkostninger hertil burde ligge indenfor det nuværende budget, så det er bare at gå i gang.
I forhold til sauna og nye borde, og for den sags skyld også nye stole, vil det være godt hvis I kan få lavet et prisoverslag så vi kan tage det med når vi skal lave budget for 2024 eller på anden måde finde økonomi til det. Det ville også være dejligt hvis I kunne lave et prisoverslag på renovering af vaskepladsen foran bådehallen. Den trænger meget.
Vinteraktivitetsudvalg
Udvalget har holdt møde og det forlyder at de barsler med planer om at der skal være klubaktivitet hver onsdag aften, dvs. også de onsdage hvor der ikke allerede er planlagt klubaften. Det vil f.eks. dreje sig om strikkeaftener og andet. Desuden vil de nuværende aktiviteter såsom rospinning, ro-yoga, vandreture og svømning fortsætte. Dertil kommer et nyt tiltag nemlig styrketræning. Desuden skal vi også i denne vinter deltage i ottergrandprix. Udvalget kommer med en mere detaljeret plan i løbet af oktober så det er klart til vintersæsonen starter efter standerhejsningen.
Sociale aktiviteter
Dette udvalg har også holdt møde og her er de kommet frem til at fortsætte med klubaftener og fællesspisning som hidtil og desuden holde julefrokost 25/11-23. Udvalget vil forsøge at få lavet nogle foredrag på klubaftenerne i februar og marts om emner indenfor klubbens interessesfære. Hvis der blandt medlemmerne er kendskab til gode emner og foredragsholdere må I meget gerne kontakt Anja Revall eller Curt Gyde Sørensen herom.
Digitaliseringsudvalg
Udvalget holdt møde 6/9, men redaktionen har desværre ikke modtaget noget nærmere om hvad der er blevet besluttet endnu, så det vi have til gode i næste nyhedsbrev.
Møde med Mosede Havn
Bestyrelsen har haft et møde med Mosede Havn 11/9-23. Formålet med mødet var at få afklaret nogle af de problemer vi er støt på hen ad vejen. Her følger et kort referat af mødet til orientering.
Vedr. fastlæggelse af det areal vi lejer og kan disponere over blev det oplyst at det udelukkende drejer sig om det areal som dækkes af vores hus, platform og rampe samt containeren med kajakhotellet. Adgangsvejen ned til bådebroen samt flisearealet foran kajakhotellet er fællesareal og kan bruges af alle.
Der var dog en klar forståelse for at det er vigtigt at arealet holdes frit, så vi kan komme uhindret ind og ud af kajakhotellet samt få vores både i vandet.
Havnen vil meddele dette overfor de andre brugere af området, så vi alle kan fungere tilfredsstillende med vores aktiviteter.
Vedr. placering af vores trailere har vi haft kontakt til en af fiskerne om at kunne stille dem på det areal han disponerer over. Der er endnu ikke kommet en tilbagemelding herom. Hvis det ikke er en mulighed aftales det at vores trailere kan placeres først for på arealet ved Mosede Havnevej, hvor de står nu.
Vedr. fjernelse af affald, grus og sten op til vores hus, fra Røg og Vin, blev det aftalt at Havnen tager kontakt til ejerne og beder dem om at rydde op og fjerne det jord mv. som dækker vores konstruktion. Det er vigtigt at dette sker så der kan komme luft og være frit ind under huset, så de bærende limtræsbjælker ikke ødelægges.
Vedr. løsning på glatte flader på rampen blev det oplyst at havnen til næste forår vil male rampen med epoxy blandet med grus, så overfladen bliver mere ru og nemmere at renholde. Det blev også aftalt, at der bliver lagt en riflet jernplade over revnen i betonen på det venstre slæbested. Det vil betyde at vores bådvogne ikke sætter sig fast når vi kører dem ned i og op af vandet.
Vedr. Greve Roklubs repræsentation i Mosede Havn, blev det oplyst at medlemskab af Mosede Havn er personligt og noget som godkendes særskilt af bestyrelse og efterfølgende generalforsamling. Det vil således for roklubbens vedkommende være den person som roklubben udpeger som repræsentant der kan deltage i arrangementer som f.eks. generalforsamling og hvis det ikke er muligt så kan denne give fuldmagt til et andet medlem af havnen. Havnen vil undersøge nærmere om det kan ændres i forhold til Greve Roklub, men tvivler på det er muligt.
Vedr. vores nuværende lejekontrakt, havde Mosede Havn et ønske om at vi så på vores nuværende lejekontrakt, som udløber med udgangen af 2023 og derfor skal fornyes for endnu en periode.
Vi fik oplyst at vi for de ca. 419 m2 som vi råder over betaler ca. kr. 50 pr. m2 i leje og at det beløb var ca. det halve af hvad andre lejere på havnen betalte.
Havnen havde et ønske om at vores leje skulle reguleres så den kom på samme niveau som SGS, dvs. en forhøjelse på ca. 100%. De foreslog at stigningen kunne foregå over en periode på 5 år, så det ikke blev en for voldsom økonomisk belastning for roklubben her og nu.
Det blev aftalt at vi tænkte over havnens udspil og gav en tilbagemelding senest til november 2023.
Bestyrelsen vil på sit næste møde tage stilling til spørgsmålet om forhøjelse af lejen.
Formiddagstur til Greve Marina (Hundige Havn)
Hvilken skøn tirsdags tur med Greve og Krogård på vandet.På turen så vi sælen, springende fisk (makrel eller foreller) og i Greve Marina mange stære og svaler. Oplevelsesrig tur . Vi sluttede af med at Lene og Linus, der lige havde været forbi dyrehospitalet.
Jens Revall