Vedtægter

Vedtægter for Greve Roklub

§ 1.   Klubbens navn er ”Greve Roklub”, dens hjemsted er Greve Kommune.

§ 2.   Klubbens formål er at fremme interessen for og dyrkning af kajak- og rosport samt i vinterhalvåret at dyrke forskellige sportslige aktiviteter, f.eks. gymnastik, svømning og badminton.

§ 3.   Medlemmerne er foruden klubbens love underkastet de af bestyrelsen til enhver tid udfærdigede reglementer og bestemmelser, samt DFfR’s reglementer og kun DKF’s reglementer for kajakroning.

§ 4.   Stk. 1. Som aktivt medlem eller passivt medlem i seniorafdelingen kan bestyrelsen optage enhver, der er fyldt 18 år.

Stk. 2. Som aktivt eller passivt medlem i ungdomsafdelingen kan bestyrelsen optage enhver i alderen 0-17 år. Optagelse af umyndige som medlemmer af klubben kræver tillige samtykke fra forældre / værge.

Stk. 3. Ved optagelse som aktivt medlem forlanges en skriftlig erklæring om, at vedkommende kan svømme et antal meter, svarende til det antal meter, der til enhver tid fremgår af klubbens roreglementer.

Stk. 4. Udelukket fra optagelse er ekskluderede medlemmer af andre roklubber under Dansk Forening for Rosport og Dansk Kano og Kajakforbund.

§ 5.   Klubbens kontingent fastsættes for ét år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Endvidere kan der tegnes livsvarigt medlemskab ved betaling af 10 års seniorkontingent på én gang.

§ 6.   Stk. 1. Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftligt til klubbens kasserer med mindst én måneds varsel til hvert kvartal, og at det pågældende medlem senest på dette tidspunkt har betalt sit kontingent til klubben.

Stk. 2. Når et medlem er kommet i kontingentrestance for et halvt år, kan bestyrelsen med mindst otte dages skriftligt varsel ekskludere vedkommende. Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan optages på ny som medlem af klubben, før vedkommende har betalt sin gæld til klubben.

Stk. 3. I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen. Vedkommende medlem skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og kan opfordre spørgsmålet om eksklusion afgjort på førstkommende ordinære generalforsamling.

Stk. 4. Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet, som er foreskrevet til ændring af klubbens love jf. § 15.

Stk. 5. Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlings-beslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlings-beslutning, der kræver samme majoritet som foreskrevet til beslutning om eksklusion.

§ 7.   Stk. 1.  Generalforsamlingen har, med de indskrænkninger disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle klubbens anliggender.

Stk.2 Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i første kvartal, indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne, samt ved opslag på klubbens hjemmeside og i klubhuset. Dagsorden, det reviderede regnskab for det forløbne regnskabsår og budget for det kommende år, udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelsen til generalforsamlingen.

Stk. 3. Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. januar før generalforsamlingens afholdelse.

Stk.4. Stemmeret har alle aktive medlemmer over 15 år, der har været i klubben i de sidste tre måneder før generalforsamlingen, og som ikke er i kontingentrestance. Stemmeret udøves ved personligt fremmøde. Dog kan medlemmer lade sig repræsentere på generalforsamlingen ved skriftlig fuldmagt. Ingen fremmødte på generalforsamlingen kan repræsentere mere end højst tre fuldmagter. En fuldmagt sidestilles med personligt fremmøde.

§ 8.   Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år
  3. Forelæggelse af regnskabet for det forløbne år
  4. Fremlæggelse af budget (herunder fastsættelse af kontingent)
  5. Behandling af eventuelt indkomne forslag
  6. Valg af formand for 2 år – vælges i ulige år

      Valg af kasserer for 2 år – vælges i lige år

      Valg af sekretær for 2 år – vælges i ulige år

Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer for 2 år – vælges i lige år

Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer for 2 år – vælges i ulige år.                 

7. Valg af én suppleant for 2 år – vælges i lige år.

8. Valg af udvalgsformænd efter behov, jf. § 12, stk. 4.

9. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant

 10. Eventuelt

§ 9.   Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 20 stemmeberettigede medlemmer skriftligt indgiver begæring herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest én måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om det emne, der ønskes behandlet.

Stk. 2. Om indkaldelse og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelserne i § 7, stk. 2.

§ 10. Stk. 1. Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne.

Stk. 2. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt flertal, jf. dog §§ 6, stk. 4 og 5, 15 og 17, stk. 2. Dirigenten bestemmer afstemnings-måden. Dog skal – på begæring fra ét stemmeberettiget medlem – afstemning og valg foregå skriftligt.

Stk. 3. Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også et referat af forhandlingerne optages, i det omfang dirigenten bestemmer. Protokollen underskrives af dirigenten og formanden. Har en generalforsamling truffet afgørelse i en sag, kan denne ikke på ny forelægges samme generalforsamling.

§ 11. Stk. 1.  Klubbens daglige ledelse består af en bestyrelse, der repræsenterer klubben i alle forhold. Dens på lovlig måde vedtagne beslutninger og i henhold dertil foretagne handlinger forpligter klubben.

Stk. 2. Hvis formand eller kasserer afgår i løbet af deres valgperiode, skal der snarest indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor der skal ske valg af ny formand eller kasserer. Ved indtrædende ledighed i valgperiodens løb for andre poster, supplerer bestyrelsen sig med den på generalforsamlingen valgte suppleant.

Stk. 3. Kun stemmeberettigede medlemmer over 18 år er valgbare til bestyrelsen.

§ 12. Stk. 1. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, heriblandt formanden, er til stede; jf. dog § 6, stk. 3.

Stk. 3.  I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Over bestyrelsens (for)handlinger føres en protokol.

Stk. 4.  På generalforsamlingen vælges der efter behov formænd til husforvalterudvalg, materialeudvalg og festudvalg. Alle stemmeberettigede medlemmer er valgbare til disse formandsposter. Udvalgsformændene vælges for ét år ad gangen og sammensætter selv sine udvalg.

Stk. 5. Herudover kan der konstitueres udvalg af generalforsamlingen eller bestyrelsen efter behov.

§ 13. Stk. 1. Klubbens regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2.  Bestyrelsen skal senest 3 uger før generalforsamlingen afgive et driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til revisorerne.

Stk. 3.  Driftsregnskab og status forelægges med påtegning af revisorerne den ordinære generalforsamling til godkendelse. Driftsregnskab og status bekendtgøres for klubbens medlemmer senest otte dage før generalforsamlingens afholdelse.

§ 14. Stk. 1. På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen to revisorer og en revisorsuppleant.

Stk. 2.  Revisorerne skal hvert år og senest 10 dage før generalforsamlingen gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Driftsregnskab og status forsynes med en påtegning.

Stk. 3. Hver af revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

§ 15. Forandringer i disse vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 1/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanligt varsel indkalde en ny generalforsamling. Hvis også 2/3 af de på denne generalforsamling afgivne stemmer er for forslaget, er dette vedtaget uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

§ 16. Stk. 1. Den samlede bestyrelse er ansvarlig for klubbens midler samt for, at klubbens materiel til enhver tid findes i forsvarlig stand. Bestyrelsen er kun ansvarlig overfor ordinære eller ekstraordinære generalforsamlinger.

Stk. 2. Klubben tegnes af formanden i forening med kassereren, dog kan kassereren alene disponere over foreningens konti og dermed også disponere via Netbank.

§ 17. Stk. 1. Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 2.  Til denne beslutning kræves, at mindst ½ af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

Stk. 3. Ved klubbens opløsning tilfalder klubbens formue samt fast ejendom og løsøre Dansk Forening for Rosport, til brug i henhold til klubbens formål jævnfør §2.

          12. februar 2022