50 års jubilæum – reception 19/2-2022 kl. 13-15

Greve Roklub fylder 50 år og i den anledning holder vi reception lørdag 19. februar 2022 fra kl. 13 – 15 i klubhuset på Mosede Havn.
Vi ser frem til at nuværende og tidligere medlemmer samt naboer, venner og samarbejdspartnere vil være med til at gøre denne begivenhed til en uforglemmelig dag.
Hvis der skulle være nogen som i den anledning ville betænke roklubben med en gave, så er vores største ønske at få penge til at købe en ny båd. Derfor kan der enten indsættes eventuelle bidrag på klubbens Hus- og bådefonds konto i Nordea reg.nr. 2343 konto nr. 1185 718 456 eller via DFfR’s gavegiro, hvor beløbet kan fratrækkes i skat. DFfR’s gavegiro findes på roning.dk under rubrikken Kerneydelser/viden/DFfR gavegiro. Husk at påfør at det er en gave til Greve Roklub.

Årsberetning for Greve Roklub 2021


2021 startede med nedlukning og aflysning. Covid19 hærgede og det betød at alle de planlagte aktiviteter såsom nytårskur, rospinning, svømning og fælles vandretur måtte aflyses. Det var heller ikke muligt at gennemføre klubbens generalforsamling. Det kunne først ske 26/5-21 hvor forsamlingsloftet var blevet hævet så meget at vi kunne være forsamlet indendørs.
Heldigvis er rosporten en udendørs aktivitet og det betød at vi kunne starte rosæsonen 27/3-21 som planlagt og dermed få gang i det vi allerhelst vil, nemlig nyde naturen på vandet i robåde og kajak. Bestyrelsen havde under nedlukningen arbejdet med at revidere klubbens reglementer for kortture, langture, kajak og SUP Boards, så de var klar til sæsonstart.


Støtte fra DIF/DGI – Greve Kommune og Roklubbens Venner
Det blev en god start på sæsonen og vi var så privilegerede, at vi atter i 2021 fik en bevilling på kr. 30000,00 fra DIF/DGI. Denne gang til anskaffelse af nye kajakker og pagajer, ligesom Greve Kommune gav en bevilling på kr. 12000,00 til en ny juniorkajak. Det blev til i alt 3 kajakker som blev indkøbt i foråret og endnu en ny kajak som er købt kort før jul og skal tages i brug når vi starter rosæsonen 2022.
Vi modtog også en ekstra bevilling på kr. 10000,00 fra DIF/DGI i løbet af sommeren som skulle anvendes til at rekruttere og fastholde nye medlemmer til klubben.
Roklubbens Venner meddelte på generalforsamlingen at de ville give klubben kr. 50000,00 til indkøb af en ny coastal 2x, en bådtype vi længe har haft på ønskesedlen. Gaven skulle ses i forhold til at Greve Roklub var i gang med sin rosæson nr. 50 og at vi kan fejre 50-års jubilæum 23/2-2022. Vi fik også solgt Klintegård til Lillehammer Roklub, hvor den vil få bedre farvand at færdes i end Køge Bugt. Beløbet fra salget dækkede restbeløbet til købet af den nye coastal.
Vi har modtaget en donation på kr. 8000,00 fra en anonym giver. Bestyrelsen har hensat det beløb på en særlig konto indtil vi finder ud af hvad pengene skal anvendes til.
Endelig har Henriette fået 3 borde/bænkesæt fra Tivoli som nu pynter på vores terrasse og har erstattet de gamle som var udtjente.
Vi er meget taknemmelige over den støtte vi har fået. Det gør det muligt at kunne forbedre vores vilkår og aktiviteter for alle medlemmer.


Åbent hus og bådedåb
Vi har i 2021 haft åbent hus 2 gange i henholdsvis maj og august, begge gange med stor tilslutning og mange nye medlemmer. I maj blev de 3 nye kajakker døbt af henholdsvis borgmester Pernille Beckmann, formanden for Kultur- og fritidsudvalget Anne Marie Lyduch og Mogens Wulff. I august var der også bådedåb på programmet. Denne gang var det den ny coastal 2x der skulle døbes. Dåben blev foretaget af medlem af Kultur- og fritidsudvalget Jari Due Jessen. Det var to travle og dejlige dage, hvor vi fik mulighed for at vise vores faciliteter til alle interesserede.

Stor aktivitet på vandet
Som nævnt var der mange som meldte sig ind i Greve Roklub i forbindelse med åbent hus-arrangementerne og det har betydet at vores dygtige instruktører har haft travlt. Der har været et leben i klubben de fleste aftener med nogle gange 16 eller flere roere på vandet. Det kunne også ses på ro statistikken hvor der i perioder blev roet omkring 500 km pr uge.
Vi havde sat et mål om at nå op på 10000 km i løbet af rosæsonen og det lykkedes næsten. Der blev i alt roet 9319 km og her skal fremhæves at Flemming Lux roede 1088 km, hvilket betyder at han vil modtage en sølvåre til minde om rosæsonen 2021.
Det har været en rosæson hvor der var liv i klubben næsten alle ugedage og på alle tider af dagen. Morgen- og formiddagsroningen har haft stor tilslutning og der var også flere ture i weekenderne, både spontane ture og planlagte fælles ture.
Vi har haft flere vellykkede ture udenfor det daglige roområde nemlig til Maribo sø, Lyngby sø og Furesøen samt den traditionelle tur på Københavns kanaler.

Der skal herfra rettes en stor tak til alle instruktører og styrmænd som har ydet stor indsats ved dels at lære de mange nye medlemmer at ro, og dels har medvirket til at indføre medlemmerne i det klubliv som vi lægger så stor vægt på.
Klubaftener og medlemsmøder
Da corona restriktionerne blev lempet, så vi også kunne samles indendørs, kom der atter liv i vores klubaftener med fællesspisning. Vi skal her takke Roklubbens Venner og især Mariann, Enrique og Kirsten for indsatsen og den dejlige mad de serverede. Det blev i år igen muligt at gennemføre både bankoaften, julefrokost og gløggaften inden coronaen atter lagde en dæmper på aktiviteterne.
Vi har afholdt 2 medlemsmøder og en inspirationsdag, hvor der fremkom mange gode forslag til hvorledes vi kan forbedre og udvikle klubben. Det er dejligt, at der er den opbakning og interesse for klubben.


Nye tiltag
Noget af det som blev foreslået på medlemsmøderne er allerede blevet en realitet. Vi har fået indrettet et motionsrum, hvor det er muligt at lave styrketræning. Anja, Jari og Nis har stået for anskaffelse af redskaber og indretning samt lavet øvelsesprogrammer der er velegnede for rosporten.
Maria tilbød at stå for en aktivitet med ro-yoga og mobilitetstræning. Det er blevet så stor en succes, at det hurtigt blev nødvendigt med at lave et ekstra hold.
Der er også kommet ekstra gang i ergometerroningen. Vi har 3 hold som er med i otter grandprix som arrangeres af DFfR og hvor vi dyster med andre roklubber. Der ros i ergometer formiddag og aften flere dage om ugen med og uden instruktør.

Også her skal der takkes for den indsats der er ydet og ydes. Uden den vil det ikke være muligt at få det hele til at fungere.


Vinteraktiviteter
Udover styrketræning, ro-yoga og rospinning har vi også svømning i vinterhalvåret. Vi har stadig adgang til Greve Svømmehal en time om ugen, hvor vi kan teste vores svømmefærdigheder og få aflagt den vigtige svømmeprøve.
Vi har desuden haft nogle dejlige fælles vandreture i henholdsvis Køge Bugt Strandpark og Hedeland. Det er dejligt at komme ud og få frisk luft i lungerne også når vi ikke kan komme på vandet.
Endelig er der jo også stor aktivitet blandt vinterbaderne som nyder det kolde vand og for fleres vedkommende den dejlige sauna bagefter.
Det er glædeligt at vi har en så stor mangfoldighed i klubben. Det er noget af det som skal bevares og udbygges.

Greve Awards
Vi blev igen i 2021 nomineret til årets idrætsforening ved Greve Awards. De to andre foreninger der var nomineret var Tune Idræts Forening og GTI Swim. Det blev GTI Swim der løb med hæderen, men det er alligevel dejligt at konstatere, at vi nu to gange er kommet blandt de tre bedste idrætsforeninger i Greve.
I vores eget regi blev Carsten Lemann Bunch hædret for sin store arbejdsindsats og flid, da han fik overrakt Flidspokalen for 2020 af Roklubbens Venner på generalforsamlingen. Her blev der også givet en flaske cremant de Limoux til Søren Johansen og Nis Blaxekjær for deres engagement i klubben.

50-års jubilæum
Vi har jo gennem hele rosæsonen varmet op til klubben fylder 50 år 23/2-2022 og det bliver fejret med en reception lørdag 19/2-2022 og en jubilæumsfest lørdag 11/6-2022. Det skulle gerne blive begivenheder som vi vil tænke tilbage på som noget helt særligt.
Vi er i gang med en udvikling i klubben som viser at der stadig er en klub i fuld vigør om som er på vej til endnu flere spændende begivenheder tiltag med en voksende medlemsskare der er engageret og klar til at gøre en indsats for fællesskabet.
Afslutningsvis skal der rettes en stor tak til bestyrelsen og de mange flittige medlemmer som har været med til at få det hele til at fungere på bedste vis. Det er den store frivillige indsats der driver roklubben og gør den til det dejlige samlingspunkt for rosporten i Greve.

Jens Revall

Frokost til Generalforsamlingen – 12. feb. 2022, kl. 10.00

Vi holder generalforsamling i Greve Roklub og Roklubbens Venner og når møderne er afsluttet er Roklubbens Venner vært ved en let frokost. Kom og vær med til at få indflydelse på klubbens forhold og hyggeligt samvær.
Tilmeldingen gælder for deltagelse i frokosten. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig for at deltage i generalforsamlingerne.

Generated by Feedzy